En drøm om trivsel og fællesskab

Discgolf for Trivsel blev startet af Søren, som brænder for at skabe bedre trivsel og stærkere fællesskaber. Med en baggrund som hjerneforsker og en interesse for mental trivsel og natur valgte han at følge sin drøm om at kombinere bevægelse, naturoplevelser og fællesskab gennem discgolf.

Da Søren flyttede fra København til Sydfyn, opdagede han hurtigt, at han savnede et sted at spille discgolf. Hvad der begyndte som et ønske om at bygge en enkelt bane, så han selv kunne spille, er i dag vokset til en langt større ambition: at skabe mange baner, så alle kan få glæde af sporten.

Discgolf er for alle

For os handler discgolf ikke kun om spillet i sig selv – det handler om mennesker. Sporten bringer børn, unge, voksne og seniorer sammen på tværs af aldre og baggrunde. Uanset om du er nybegynder eller øvet, er der plads til dig på banen.

Let tilgængelig bevægelse

En vigtig del af visionen er at placere baner tæt på skoler og i lokalsamfund, så discgolf bliver en let tilgængelig aktivitet for alle. Når vi er ude i naturen og gør noget sammen, styrker vi både den mentale trivsel og fællesskabet.